Trekking 13 dage Kort
En rigtig vandretur rundt i det Sydgrønlandske landskab! Du oplever livet på to forskellige fåreholdsteder, i to bygder og i byen Narsaq. Fra alle disse steder er vandremulighederne nogle af de bedste, du kan finde i Grønland, og isen er nærværende hele tiden. – Enten i form af mægtige gletschere, som flydende isbjerge på fjordene eller som selveste indlandsisen, der ligger som en enorm iskappe i horisonten! Pakketuren består udelukkende af overnatning og bådtransfers, men fra Narsaq og Narsarsuaq kan du tilkøbe ekstra ture som f.eks sejlture blandt isbjerge eller en dagstur til byen Qaqortoq (Julianehåb).

Ankomst/afrejse
Torsdag (via København eller Reykjavik) til tirsdag (via København eller Reykjavik).
Lørdag (via Reykjavik) til torsdag (via København eller Reykjavik).
Mandag (via Reykjavik) til lørdag (via Reykjavik)
Bemærk! Flybilletter er ikke inkluderet.

Overnatning
Overnatning er på fåreholdsteder og vandrehjem. I Qassiarsuk og Igaliku er der dobbeltværelser, de øvrige steder kan det være 4-sengs rum. Du må medbringe egen sovepose.

Måltider
Der er ikke inkluderet nogen måltider bortset fra morgenmad på dag 5 (Sillisit). Der er køkkenfaciliteter på alle vandrehjem. Der er en lille fødevarebutik i Narsarsuaq, Qassiarsuk og Igaliku og supermarkeder i Narsaq. Aftensmad på fåreholdstedet Sillisit bør bestilles i forvejen (ved ankomst til Narsarsuaq). I Narsaq er der restaurant på hotellet. I Igaliku kan du bestille aftensmad på Igaliku Bygdehotel og i Narsarsuaq er der restaurant og cafeteria på hotellet.

Sværhedsgrad
Vandringen mellem overnatningssteder er i let terræn eller på traktorveje. Den længste er ca 13 km, men du må bære din egen bagage. På dagsturene er der flere muligheder, så du kan vælge mellem lette og mere krævende vandringer alt efter din egen form og erfaring. Nogle ruter er markeret, andre er ikke.

Guide
Der er ingen medfølgende guide. Informationsmøde ved ankomst og du kan kontakte Blue Ice fra alle overnatningsstederne. Du kan købe vandrekort på Blue Ice Café.

Dagsprogram
Dag 1

Ankomst Narsarsuaq. Information på vores kontor på Blue Ice Café og bådtransfer til Qassiarsuk. Qassiarsuk er også kendt som Brattahlid, stedet hvor Erik den Røde slog sig ned i år 982. Ruinerne fra nordbotiden er alle velbevaret. I dag lever de ca 50 indbyggere hovedsalig af fåreavl, men der er også en skole, en kirke og en butik i den lille bygd.
Overnatning i vandrehjem for en nat.

Dag 2
Vandring til fåreholdstedet Nunataaq eller Tasiusaq, der ligger ved den isfyldte Sermilik Fjord. Turen er relativ letgået af grusvej (8-9 km) og går gennem et vildt landskab spækket med små, blå søer. Du må huske at kigge op engang imellem, for der er gode chancer for at se den imponerende havørn svæve højt på himlen!
Overnatning på et fåreholdsted for to nætter.

Dag 3
Fra Nunataaq er der en fin dagstur ud på halvøen Nunakulleq (10-15 km). Ved strømstedet, det smalleste sted på fjordens indløb, er det flot at iagttage hvordan isskosserne driver hurtigt frem og tilbage, når det skifter mellem høj- og lavvande. Hvis du kravler op på toppen af halvøen, får du en imponerende udsigt over Sermilikfjorden mod syd, med alle dens isbjerge.

Fra Tasiusaq kan du vandre langs den isfyldte fjord ud til udsigtspunktet Ipiutaat (20 km t/r). Terrænet er let at gå i, da fårene holder vegetationen nede. Du krydser små elve og bække, som i august vil være fulde af fjeldørreder, som er på vej op for at gyde. Fra udsigtspunktet kan du se over fjorden til to gletscherarme, der kommer ned fra den imponerende indlandsis. Et fantastisk syn!

Dag 4
Vandring til fåreholdstedet Sillisit (10-13 km). Fra Tasiusaq følger du de første tre km fårestier langs den inderste del af fjorden, inden du når til Nunataaq, og derfra kan tage grusvejen over fjeldet mod Qassiarsuk. Efter en lille kilometer drejer en lille sti fra mod højre. Følg stien gennem det småbakkede terræn hele vejen over til Sillisit. I tilfælde af dårligt vejr og sigtbarhed, kan du også tage grusvejen forbi gården Inneruulalik og videre langs fjorden til Sillisit. Den bliver så noget længere (14-17 km). Sillisit ligger syd for Qassiarsuk over for udmundingen af Qooroq Isfjord. Det er en frodig plet i en overvældende natur. Krydret med en grønlandsk families gæstfrihed får du en oplevelse, du aldrig glemmer!
Overnatning i Sillisit for en nat.

Dag 5
Bådtransfer fra Sillisit til Narsaq. Overnatning på Narsaq Vandrehjem for tre nætter.

Dag 6 og 7
Narsaq er en mellemstor by i Sydgrønland med ca 1700 indbyggere. Den ligger smukt placeret på en frodig slette, med høje fjelde i baglandet. Ét af disse er Kvanefjeldet, der er kendt for sin store koncentration af sjældne bjergarter og mineraler heriblandt den smukke, lyserøde smykkesten Tugtupit. Samtidig er Narsaq en by omgivet af is! Der er altid udsigt til is i sundet foran Narsaq og indlandsisen kan ses fra flere steder i byen.

Der er flere kortere eller længere vandreture omkring Narsaq: Hvis du vil besøge Kvanefjeldet, anbefaler vi at du tager en taxi til fåreholdstedet, der ligger 7 km af grusvejen ind mod Kvanefjeldet. Dermed sparer du lidt kræfter på en tur der ellers er 20-25 km t/r, og får mere tid til at kigge efter sten! (Du kan også blive kørt næsten til foden af Kvanefjeldet). Narsaq Point er en anden fin lille vandretur (7 km) langs fjorden ud til spidsen og af vejen længere inde i landet tilbage. Endelig er der en fabelagtig smuk udsigt fra toppen af Tasiigaaq (den mindste af de to toppe der udgør Narsaqs vartegn). Endelig er Narsaq Museum absolut et besøg værd. Det har til huse i de gamle kolonihuse ved jollehavnen.

Dag 8
Bådtransfer fra Narsaq til Itilleq. Her vandrer du de 4 km af "Kongevejen" fra Itilleq til Igaliku. Vejen har fået navn efter Frederik d. 9.'s besøg i 1952. Igaliku er Grønlands smukkeste bygd! De spredte stenhuse ligger på en beskyttet, frodig slette, i bunden af en meget blå fjord. Rundt omkring rager barske og golde fjelde op.
Overnatning på Gardar Hostel for tre nætter.

Dag 9 og 10
Igaliku er udgangspunkt for nogle af de flotteste og mest varierede vandreture i området. Turen langs elven op til sø 90 og videre op på plateauet er én af dem (15-20 km). Herfra er der en fantastisk udsigt over Qooroq fjordens udmunding med alle de strandede isbjerge på morænen og den mægtige bræ i bunden af fjorden. Turen er også spændende for den sten-interesserede, da der er gode muligheder for at finde både bjergkrystaller og den skinnende "månesten" (Labradorit). En anden populær tur er "Vandfaldsturen" (15 km) som går op over plateauet syd for Igaliku, og derfra langs en lang række vandfald, som falder ned mod Eriks Fjord. Den kan også kombineres med en overkommelig top, Nuuluk (823 m) som ligger lige syd for Igaliku (20-22 km).

Derudover var Igaliku Nordboernes bispesæde (Gardar), og ruinerne fra denne tid er imponerende. I 1782 slog nordmanden Anders Olsen sig ned sammen med sin grønlandske hustru Tuperna og forsøgte at etablere sig som kvægholder, og dette var begyndelsen til Igalikus nyere historie. Der er et lille museum i kirken, som fortæller denne historie, og som bestemt er et besøg værd.

Dag 11
Bådtransfer fra Itilleq til Narsarsuaq. Overnatning på Narsarsuaq Vandrehjem for to nætter.

Dag 12
Vandretur til Narsarsuaq Gletscher, der er en del af indlandsisen, og som ligger bare 8 km fra Narsarsuaq. Turen går gennem den gamle Blomsterdal, inden stien fører 300 meter op til et plateau, hvorfra der er en imponerende udsigt over gletscheren. Herfra er der ½ times vandring ned til selve isen. Turen går samme vej tilbage.

Dag 13
Om formiddagen er der mulighed for at tage på en sejltur til den nærliggende Qooroq Isfjord (turen er ikke inkluderet, koster DKK 550 pr person).
Afgang til Reykjavik eller København (check ind en time før).

Prisen inkluderer
1 nat i Qassiarsuk (vandrehjem, dobbeltværelse)
2 nætter i Nunataaq/Tasiusaq (fåreholdsted, 4-sengs værelse)
1 nat i Sillisit inkl. morgenmad (fåreholdsted, 4-sengs værelse)
3 nætter i Narsaq (vandrehjem, 4-sengs værelse)
3 nætter i Igaliku (vandrehjem, dobbeltværelse)
2 nætter i Narsarsuaq (vandrehjem, 4-sengs værelse)
Bådtransfer Narsarsuaq – Qassiarsuk
Sillisit – Narsaq
Narsaq – Itilleq
Itilleq – Narsarsuaq

Pris
DKK 4.700 pr person
25% rabat for børn (2-11 år)

Booking
Book her
Betaling via banktransfer - Se betalingsbetingelser

 
 
Blue Ice Explorer
Jacky Simoud
Box 58
3923 Narsarsuaq
Grønland

Tlf: + 299 66 54 99
Mob: + 299 49 73 71
Fax: + 299 66 54 98
Email: info@blueice.gl